Y1190119

Korncirkler: Den logiske forklaring
Jyllands-Posten
4
august
2001
Håndværker Kaj Pedersen, Skanderborg, var først med den mest logiske
løsning på Hammel-cirkelen.
Af Anders Lange
"Jeg så jeres luftfoto i to minutter. Og det er jo ren logik. Den er sikkert
lavet på computer først, og siden er gerningsmændene gået i marken,"
siger Kaj Pedersen, håndværker i Skanderborg.
Han har, som flere andre, gjort opmærksom på den logiske geometri i
korncirklen ved Frijsenborg, som har optaget sindene i sommerlandet den
seneste uges tid. Men Kaj Pedersen undrer sig ikke en døjt.
"Du finder et centrum. Så tager du en snor og laver den yderste cirkel
med en havetromle, og jeg tror såmænd ikke engang, den behøver at være
fuld af vand. Korn lægger sig nemt og behøver ikke knække af det,"
siger Kaj Pedersen.
"Derpå halverer du snoren og laver den lille cirkel. Derpå tager du et
vilkårligt punkt på den lille cirkel og laver en cirkel i samme
størrelse. Der, hvor dén cirkel skærer ind i den anden cirkel, laver du
dit næste centrum. Og så fremdeles og vupti, har du din korncirkel."
Nøgtern som Kaj Pedersen er, regner han givet med, at gåden nu er løst.
"Men jeg tror da på, der er noget andet i verden, jeg ikke lige kan
sætte ord på. Jeg tror på liv på andre planeter. Men korncirkler? Det
er ikke andet end kornmarkernes graffitimalere," smiler Kaj Pedersen.
Hidtil er hans forklaring den mest logiske, Jyllands-Posten har
modtaget, uden at den dog beviser, at Frijsenborg-formationen er
menneskeskabt.
Helt konkret rapporterer Erik S. Pedersen, at korncirklen nær Hammel
blev lavet af tre-fem personer, som han sammen med sin kone så løbe hen
til en bil fra marken nær Frijsenborg Gods onsdag 25. juli ved
22.00-tiden.
"Vi undrede os naturligvis over, hvad de lavede der, og troede, at de
blot havde observeret nogle rådyr, som de ville kigge nærmere på. Selv
om vi kiggede over på marken fra Viborgvej, kunne vi dog intet
unaturligt se."
Den forklaring stemmer ikke overens med Hans Jørgen Søgaard, Viborg, som
fortæller:
"Jeg kom sammen med min søn forbi i bil ved Fuglsang Savværk den 24.
juli kl. ca. 22.00, og da var cirkelen allerede lavet."
En andet tip går ud på, at en flok gymnasieelever i alt fald stod bag
korncirklen i 2000 ved Borum, men om de har været involveret ved
Frijsenborg er hidtil uopklaret.
Et opkald til den ene, formodede, Borum-cirkel-gerningsmands søster,
udløste et indforstået grin. Hun lovede at få broderen til at ringe
tilbage men det har han ikke gjort ved redaktionens slutning.
Så svaret blæser stadig derude i kornmarken.
anders.lange@jp.dk
Billedtekst:
TO MINUTTER - Kornets graffitimalere er, hvad det er, intet andet, men de
har geometrisk sans, mener Kaj Pedersen, der kun skulle bruge to minutter og
en passer til at regne den ud.Foto: MICK ANDERSON
Alt materiale i Polinfo er omfattet af lov om ophavsret og må ikke kopieres uden særlig tilladelse. En del artikler i Polinfo indeholder links til andre websites. Polinfo påtager sig intet ansvar for, at sådanne links fungerer, eller at de angivne web-adresser er korrekte.
|
|