Z8723822

Korncirkler: Hvedens hvem ved hvad
Jyllands-Posten
28
august
2000, JP Århus
side 7
Da gårdejer Heidi Brund Laursen stod op lørdag den 5. august og så ud over
sine snart høstklare hvedemarker, fik hun øje på noget mærkeligt. 19 døgn
senere fik hele nationen øje på det.
Af Poul Blak
Dette er beretningen om noget korn, der stod op
om aftenen og lå fladt ned morgenen efter.
Faktisk er det ret almindeligt, at sådan noget sker. Særlig kort før
høst, hvor de tunge hvedeaks højt på strå ikke skal have megen regn
eller blæst, før de krænger og bliver kravlende.
Lige netop den afgrøde, vi taler om her, stod på en mark mellem
landsbyen Borum og Viborgvej lidt uden for Århus.
Det særlige ved den fladt liggende hvede, som gårdejer Heidi Brund
Laursen så lørdag morgen 5. august, var, at alle de vandrette strå og
aks set fra oven lignede sådan et kæmpemæssigt stempelaftryk. Og det
kan regnen ikke få kornet til. Og vinden ej heller.
UFO'er eller...?
Nu behøver man ikke af have studeret de store, internationale
TV-selskabers nyhedsudsendelser særligt indgående for der at have set,
at de fra tid til anden viser luftfotos af sådanne specielle aftryk i
kornmarker. Og speakeren spørger: "Lavet af flyvende tallerkener
(UFO'er) eller af mennesker?"
Hvorefter man kort interviewer én, der mener det ene, og én, der mener
det andet. Før man hurtigt haster videre til mere håndgribelige
nyheder.
Men denne lørdag morgen ringer Heidi Brund Laursen alligevel først til
meteorologisk institut (DMI) for lige at høre, om de i bedste Poul
Thomsen-stil har en naturlig forklaring. Det har de ikke.
Cirklen i Solbjerg
Så husker Heidi Brund Laursen, at TV2 Østjylland for få dage siden har
vist et andet mærkeligt aftryk i kornet fra en mark i Solbjerg.
I dag siger hun:
"Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tro. Men jeg havde måske den her
fornemmelse af, at hvis det blev vist i TV, så ville nogle kunne
forklare fænomenet. Altså ringede jeg til TV2 Østjylland."
Mandag 7. august bruger det lokale TV-program lidt over fire minutter på
at fortælle om det liggende korn nær Borum: To minutter til at vise og
beskrive og to minutter til at lade planetarieleder Ole Knudsen fra
Steno Museet afvise det hele som drengestreger.
Men der bliver ikke i udsendelsen vist luftfoto af fænomenet. Og
reaktionen er da også tæt ved nul.
Heidi Brund Laursen:
"Der dukkede da enkelte op, hver med sin sære udlægning. Men for mig var
det mest interessante dog, at jeg fik at vide, at hvis jeg gik ind på
Internettet, så kunne jeg finde i tusindvis af sider omkring fænomenet
korncirkler eller cropcircles, som det hedder på engelsk.
Og mens Heidi Brund Laursen i pauserne mellem sit studium i Århus og
pasning af hus og hjem og mand og småbørn får læst sig ind i den
globale debat, der raser omkring korncirkel-fænomenet, sker der i
øvrigt ikke meget andet, end at såvel den stående hvede som den
liggende bliver mere og mere moden - og nu snart skal høstes.
Det store udflugtsmål
Men så i onsdags beslutter Morgenavisen Jyllands-Posten sig for at
bringe et luftfoto af det nu nitten dage gamle fænomen.
Den dag bryder virkeligheden sammen på og over - hvedemarken nær Borum.
Dagen igennem hænger forskellige helikoptere over korncirklen.
Fra hele Danmark valfarter mennesker til Heidi Brund Laursens hvedemark.
Og da såvel TV2 som DRTV om aftenen i de landsdækkende nyhedsudsendelser
har store reportager fra kornmarken med tilhørende levende billeder fra
luften, bliver det startskuddet til en torsdag, hvor vanviddet får frit
løb.
Biler maser sig uden tilladelse op gennem hvedemarken for at komme helt
tæt på fænomenet. Folk tramper sig vej for at se og røre og føle og
fornemme. Som var en af tidligere tiders helligkilder pludselig
sprunget fra den mørke, midtjyske muld.
Tørt på til ekspert
Aftenen før havde den meget sympatiske og vidende planetarieleder Ole
Knudsen igen ladet sig trække bort fra sit Steno-museum for at blive
brugt af TV. For én ting var, at de elektroniske medier gerne ville slå
på tromme for sagen. Men for en ordens skyld skulle den jo også lige
latterliggøres, for at man ikke selv blev til grin. Ole Knudsen fik
opgaven. Endnu to gange. Idet han dog glemte at fortælle, at han som
betydeligt yngre selv løb rundt i byens gader for at sælge et UFO-blad
- udsendt af den forening, han selv var et fremtrædende medlem af.
Men lige nu på denne torsdag midt i kornet får den samme Ole Knudsen
lagt tørt på af indtil flere mellem de drivende skyer med tilhørende
byger.
Mange her i kornet raser over, at manden kan være så skråsikker: "Mon
han ikke skulle holde sig til sine kunstige stjerner på sin kunstige
himmelbue i planetariet?" siger Poul Kjeldsen fra Silkeborg, der har
kørt sin røde firehjulstrækker helt tæt til korncirklen, som nu
betragtes henført ja næsten forelsket.
Søgen efter sandhed
Fredag runder Jyllands-Posten i en leder om fænomenet i hvedemarken af
med at skrive:
"Lad os støtte dem, der søger sandheden. Men fri os fra dem, der hævder
at have fundet den."
Det er ord, som NLP-terapeut og forsker i korncirkler Jonah Ohayv helt
kan tilslutte sig.
Jonah Ohayv er amerikaner, men han har boet i Danmark i mange år. I dag
bor han i True, kun nogle få kilometer fra Borum.
Han kom hjem fra England en uge efter, at korncirklen var en realitet
Borum.
"Jeg var bl.a. i England for at studere korncirkler, og det var jo
unægteligt med blandede følelser, jeg efter hjemkomsten fik fortalt, at
der nu pludselig var en af dem så tæt ved, hvor jeg bor."
Cirkler - en sportsgren
Jonah Ohayv siger, at enhver jo ved læsning om fænomenet kan forsikre
sig om, at der her og der kan gå næsten sport i at lave menneskeskabte
korncirkler. Men han siger også, at aldrig så mange dygtige
tryllekunstnere jo ikke gør enhver form for noget unaturligt eller
overnaturligt til trylleri.
"Problemet med reaktionerne på korncirklerne er, at det hver gang er
sådan, at alle og enhver vil have cirklernes eksistens til at passe ind
i deres i forvejen fastlåste teorier. Når man har sandheden patenteret
på forhånd, giver det jo ikke megen plads for hverken forskning eller
debat."
Dusør i England
Jonah Ohayv fortæller, at man i England i dag har udlovet 10.000 £ til
den, der kan gribe korncirkelmagere på fersk gerning.
"For selvfølgelig er de allerfleste korncirkler lavet for sjov og
ballade. I 1997 arrangerede man således en konkurrence i England om,
hvem der kunne lave de flotteste og mest fantastiske konstruktioner i
en kornmark."
Men så tilføjer Jonah Ohayv:
"Der er bare det ved det, at enhver, der havde beskæftiget sig seriøst
med sagen, bagefter kunne gå ind og påvise, at disse cirkler var
menneskeskabte. Dels var de meget primitive i forhold til dem, man i
dag finder og kan se billeder af på Internettet. Dels havde man ved at
bruge et bræt til at få kornet til at lægge sig, brækket en hel masse
af stråene hvilket ved den metode er uundgåeligt."
De bøjede strå
Jonah Ohayv siger ikke noget om, at det ikke er mennesker, der har lavet
cirklerne i Borum. Men han siger, at det vil undre ham meget, hvis det
er:
"For det første har jeg ikke kunnet finde eet eneste brækket strå
deroppe. De er alle bare bøjede. For det andet: Hvis cirklerne er lavet
ved at slæbe noget rundt i kornet, hvorfor står de grønne urte-agtige
planter mellem de liggende strå så stadig lodret, og uden at have
slidmærker på stænglerne? Og endelig: Hvordan får man stængler og aks
til at ligge som et fletværk, hvis man blot med magt har væltet dem?"
Jonah Ohayv kan ikke overtales til at komme med sit eget bud på, hvad
forklaringen på cirklerne skulle være - hvis de altså ikke er
menneskeskabte. Men han har ikke noget imod at nævne et par af de
teorier, som forskellige korncirkelforskere verden over i øjeblikket
byder ind med:
"at det skulle være vor egen planet, der som en samlet, levende
organisme vil have os i tale. Eventuelt ved hjælp af en intelligent
vindkraft."
"at det er menneskehedens samlede, kollektive bevidsthed, der gør brug
af smukke og samlende symboler."
"at det er ar efter energi-indsprøjtninger til Jorden."
"at det er små lyskugler, sendt fra UFO´er, der tegner signaler fra det
ydre rum, som vi lige nu verden over sidder og lytter efter på anden
vis."
"at det er stormagterne, der fra militære satellitter synes, det er
sjovt at fjern-stemple markerne."
Hveden er i hus
Men tilbage på gården ved Borumvej sidder Heidi Brund Laursen.
Hvedemarken er høstet.
Tærskeværket i den selvkørende høstmaskine har slettet sporerne af
drengestregerne - eller af hvedemarkens hvem ved hvad.
Cirkler eller ej, så er hvede det vigtigste brødkorn for størstedelen af
Jordens befolkning.
Medie-cirkel-cirkus
Vi giver Heidi Brund Laursen det sidste ord:
"Jeg har vel ikke fortrudt, at jeg valgte at spørge mig for. På den
anden side må jeg også være ærlig og indrømme, at jeg i de seneste dage
har haft telefonstikket revet ud. Og at jeg på det seneste har været
forbløffet over at se, hvordan mange har betragtet markerne her som en
del af det offentlige vejnet."
"Da jeg den lørdag morgen i begyndelsen af august kikkede op over
marken, havde jeg ikke bare den svageste anelse om, hvilket
medie-cirkus jeg derefter selv skulle komme til at sætte i gang."
Hun runder af:
"Så altså, hvis vi nogensinde oftere skulle opdage noget tilsvarende på
vore marker, tror jeg ikke, man skal regne med at høre fra mig i den
anledning."
poul.blak@jp.dk
Da jeg den lørdag morgen i begyndelsen af august kikkede op over
marken, havde jeg ikke bare den svageste anelse om, hvilket
medie-cirkus jeg derefter selv skulle komme til at sætte i gang. Så
altså, hvis vi nogensinde oftere skulle opdage noget tilsvarende på
vore marker, tror jeg ikke, man skal regne med at høre fra mig i den
anledning.Heidi Brund Laursen,
indehaver af en berømt hvedemark
Billedtekst:
STEMPELMÆRKE - Hvem eller hvad har lagt hveden ned og flettet stråene, så
det fra luften ligner et gigantisk stempelmærke?Arkivfoto: CARSTEN INGEMANN
Alt materiale i Polinfo er omfattet af lov om ophavsret og må ikke kopieres uden særlig tilladelse. En del artikler i Polinfo indeholder links til andre websites. Polinfo påtager sig intet ansvar for, at sådanne links fungerer, eller at de angivne web-adresser er korrekte.
|
|