Z4319420

Cereology: Korncirkelsæsonen er startet
Information
26
maj
1999, 1
. sektion side 12
Af Bente Bundgaard
Er det UFO er? New Age himmelsk kommunikation? Kunst? Eller bare
practical jokes?
De første geometriske figurer er begyndt at vise sig i de bølgende
hvedemarker ude i Wiltshire og Hampshire det vil sige ud af London på vej
mod Bristol, til venstre og så sydover. Indtil videre er der rapporteret om
en fyrre stykker.
De sære, smukke cirkler og andre figurer med geometriske mønstre og
indviklede designs breder sig hvert år i kornmarker over hele verden, men
de dukker af en eller anden grund mest op her i det engelske hjerteland.
Omkring 90 procent af verdens korncirkler , som de er blevet kaldt,
indfinder sig i Storbritannien. De har affødt en helt ny videnskab, som er
blevet døbt cereology kornologi .
Fænomenet begyndte for alvor at dukke op i aviser og andre nyhedsmedier for
omkring ti år siden og har lige siden har givet anledning til højspændt
spekulation. For hvordan havner figurerne i kornet der? De kan vel ikke
sådan lave sig selv? Eller kan de? Brrrrr. Uhyggen spreder sig.
Tusindvis af mennesker verden over er fast overbeviste om, at korncirklerne
dannes, når UFO er sværmer ind fra det ydre rum, eller hvor de nu kommer
fra, og aflægger besøg på jordkloden. Denne form for ydre rum-turisme
finder af en eller anden grund altid sted om natten, og det er grunden til,
at ingen nogen sinde faktisk har set de mystiske rumvæsener lande. Hvorfor
UFO erne altid kun lander i kornet og aldrig i roemarkerne, melder
historien ikke noget om. Heller ikke, hvorfor rumboerne altid kun kommer
hertil, mens havreklokkerne bimler og aldrig, mens landskabet knuges af
frost og nyfalden sne for eksempel.
FORSTÆRKET TRO
Al tvivlen forstærker bare troen. Adskillige hjemmesider på Internettet er
således viet til studiet af de sære cirkler, hvor man også kan se flotte
billeder af dem.
Tag nu for eksempel Heavenly Angelical Forms of Communication . Det er en
hjemmeside af buddhistisk tilsnit, som forsøger at overbevise folk om, at
korncirklerne er 'psykiske fænomener fremstillet af den transcendentale
kommunikation, som finder sted, når en Avatar viser sig.' En Avatar,
forstår man, er en slags Helligånd. Blandt andet har den manifesteret sig i
Jesus og Kong Arthur. Efter denne hjemmesides mening udgør figurerne den
himmelske kommunikations 'velsignelse af menneskehedens fødekæde.'
Væk fra den virtuelle virkelighed og ude i den almindelige kan det dog være
så som så med velsignelsen. Farmerne ude i Wilsthire og omegn brokker sig
hvert år over, at cirklerne forvolder stor skade på deres afgrøder. Men
nogle af dem har dog øjnet en fidus. For cirklerne tiltrækker jo stor
interesse. Hvert år flokkes turisterne for at komme til at se dem med egne
øjne, og de betaler gerne for det. Lokale farmere plejer at tage omkring 2
pund ca. 22 kroner for adgang til deres marker.
Hertil kommer den turisme, der er forbundet med at få folk ekspederet hen,
hvor cirklerne er. Åbenbart er der især stor interesse fra det amerikanske
hvedebælte, hvor man ellers skulle tro, folk nemt kunne få nok af
kornmarker. Men nej. Rejsebureauer som Power Places Tours har ikke besvær
med at få folk til at betale for rejser til England for at kigge på
korncirkler. Ved samme lejlighed kan de rejsende se det nærliggende
Stonehenge vel et af Storbritanniens mest populære turistmål Avebury,
som har efterladenskaber af en stencirkel ligesom Stonehenge, og
Glastonbury, hvor Kong Arthur efter sigende er begravet. Alt sammen
formedelst 2.999 dollars ca. 21.000 kroner per person.
IHÆRDIGT FODFOLK
Det er dog ikke alle, der køber teorier om UFO-besøg, himmelsk
kommunikation eller lignende.
Mange er overbevist om, at cirklerne er lavet af helt almindelige, dødelige
mennesker udstyret med planker på fødderne. Faktisk er der ganske mange,
som har erklæret sig cirkelmagere, og tidligere i år demonstrerede
cirkelmageren Doug Bower på britisk tv, hvordan man gør. Altsammen vældig
ligetil omend krævende men ikke spor mystisk.
UFO-folket håner den forklaring og spørger, hvorfor der så ikke er nogen
fodspor i kornet, hva ? Og hvordan det kan lade sig gøre for folk at lave
så mange cirkler? Der skulle jo så hver nat være en hel hær af
plankebeklædte fodsoldater ude i kornet, som maser sig rundt og rundt i de
særdeles indviklede mønstre uden at tage et eneste fejltrin. Den må de
jordnære skeptikere virkelig længere ud på landet med. Nogle af
cirkelmagerne selv har da faktisk også bekendt sig til en vis mystik, når
de sådan vader rundt i nattetimerne på hvedemarkerne.
På hjemmesiden Circlemakers kan man for eksempel se en pressemeddelelse
fra sidste år, hvor cirkelmagerne John Lundberg og Rod Dickinson fortæller,
at deres kornfigurer skal betragtes som kunstværker, og at de har til
hensigt at 'fungere som midlertidige hellige steder i landskabet.' De to
beretter også, at de på deres natlige udflugter har oplevet sære fænomener
som 'små lyskugler, søjler af lys og blændende lysglimt.' De konkluderer,
at 'vi er sikre på, at vore kunstværker er genstand for opmærksomhed fra
paranormale kræfter og agerer som katalysator for andre paranormale
begivenheder.'
Måske er det snart slut med den fascinerende mystik. En rigmand fra USA har
sat sig for at finde ud af sandheden om korncirklerne. Laurance Rockefeller
hedder han, så der skulle være penge nok. Han har finansieret et
videnskabeligt studie, som skal finde sted i Wiltshire i næste måned, hvor
videnskabsmænd vil prøve at finde ud af, hvem det er, der går og laver
cirkler i kornet om natten. Studiet skal ifølge BBC foregå i samarbejde med
både privatdetektiver og medlemmer af den lokale landbrugsforening.
Emneord: Overtro
Alt materiale i Polinfo er omfattet af lov om ophavsret og må ikke kopieres uden særlig tilladelse. En del artikler i Polinfo indeholder links til andre websites. Polinfo påtager sig intet ansvar for, at sådanne links fungerer, eller at de angivne web-adresser er korrekte.
|
|