Y1228475

Vinder så korncirkler fra helikopter
Jyllands-Posten
15
august
2001
Det må bestemt være årets happening for korncirkelmagerne. Deres arbejde
kommer jo i radio og. Jeg kunne lige frem selv godt få lyst til at lave en
korncirkel, siger vinderen af Jyllands-Postens konkurrence.
Af Heidi Plougsgaard
Ingen har kunnet bevise, hvordan
korncirklen på Frijsenborg Gods er blevet lavet.
Men Kaj Pedersen fra Silkeborg kom med den mest logiske forklaring.
Derfor udråbte Jyllands-Posten i går Kaj Pedersen til vinderen af
hvem-har-lavet-Frijsenborg-korncirklen-konkurrencen og overrakte ham 10
friske hvedebrød, snaps brygget på korn samt billetten til en flyvetur
hen over den efterhånden så berømte korncirkel.
Men hvor havde Kaj Pedersen egentlig den fornødne kendskab fra? Selv
påstår han, at han med en smule fornuft og lidt kendskab til en passer
regnede ud, hvordan korncirklen var blevet lavet? Men kunne det i
virkeligheden være Kaj Pedersen selv, der stod bag?
"Det spørgsmål vil jeg ikke besvare," siger Kaj Pedersen spøgefuldt og
ler:
"Men det er da noget bedre end at skære hovedet af Den lille Havfrue.
Det må bestemt være årets happening for korncirkelmagerne. Deres
arbejde kommer jo i radio og TV overalt, og folk fra udlandet kommer og
studerer deres arbejde. Jeg kunne lige frem selv godt få lyst til at
lave en korncirkel," siger manden med den logiske forklaring og ler
igen, så man får fornemmelsen af, at han antyder et eller andet.
Men herefter siger han noget overraskende:
"Alligevel tror en del af mig da på, at nogle af verdens mange
korncirkler ikke er skabt af mennesker. Det er godt at bevare lidt
mystik," siger Kaj Pedersen med et glimt i øjet og stiger ind i den
lille helikopter.
Og dermed må avisen erkende, at det, konkurrencen til trods, ikke er
lykkedes at sætte punktum i korncirkeldebatten.
Måske går det bedre næste år?
heidi.plougsgaard@jp.dk
Billedtekst:
VINDER En del af Kaj Pedersen tror, at nogle af verdens mange korncirkler
ikke er skabt af mennesker. "Det er godt at bevare lidt mystik," siger
han.Foto: HANNE ENGELSTOFT
Alt materiale i Polinfo er omfattet af lov om ophavsret og må ikke kopieres uden særlig tilladelse. En del artikler i Polinfo indeholder links til andre websites. Polinfo påtager sig intet ansvar for, at sådanne links fungerer, eller at de angivne web-adresser er korrekte.
|
|