Y1198415

Debat: Forfalskede korncirkler
Jyllands-Posten
7
august
2001, 1
. sektion side 9
Det er let at trampe noget korn ned i en cirkel, men der er forskel på
korncirkler, og de mange ægte korncirkler er fortsat et mysterium, skriver en
korncirkelforsker.
Af Jonah Ohayv, korncirkel-forsker, True Byvej 10, 1., Mundelstrup
ENHVER kan
trampe noget korn ned i en cirkel. Og det er overkommeligt at lave en
tegning med en passer og lineal eller en computer, og udregne
rækkefølgen, man må tegne det i. Det er ikke noget problem. Men
voksende korn er et levende materiale, og det styres ikke som en blyant
eller computermusen. Fidusen er at få kornet til at ligge så eksakt,
systematisk og sirligt, som det gør i de formodede ægte korncirkler,
med de imponerende kunstneriske vendinger man finder der. Jo flere
afdelinger med stående korn, jo flere kanter og former skal også være
perfekte.
Avisens luftfotos afslører (prøv med lup), om kanterne er hakkede og
ulige som på JPs cirkel (3/8) eller helt skarpe som i Hammel-cirklen
(31/7). Men et længere personligt besøg er nødvendigt for at se tæt på,
hvordan kornet faktisk ligger og står. Ovenstående foto er fra en
engelsk korncirkel sidste år og viser hvilken grad af detaljer, der
skal til i processen.
De mange simple opskrifter, på hvordan man kan lave en korncirkel, også
dem på internet, glemmer, at nedtrampning og nedtromling frembringer
ikke de liggekvaliteter, der skal til. Luftfotos er for langt væk til
at vise disse og er derfor kun den ene side af mønten.
JPs eget cirkeleksperiment har fulgt den korrekte fremgangsmåde.
Landmanden blev betalt, afsløringen var øjeblikkelig, og fotos blev
taget undervejs som bevis på skabelsen. Almindelig fornuft siger, at
som besøgende må vi også spørge landmanden om tilladelse, følge
traktorsporene og undgå at efterlade noget eller ryge i marken. Enhver
kan påstå, at de har lavet en korncirkel á la Hammel fra i år eller
Borum fra sidste sommer, men beviset er, at de fremviser fotos af
cirklen under opbygning, og at de kan reproducere den med den grad af
perfekte detaljer, der var, og så at det ser korrekt ud fra luften.
Vildledende
I England er der pt. to kendte grupper - en har fire mænd, den anden to,
som er virkelig dygtige til at lave svære cirkler (set fra luften),
hvor der dog altid mangler den nødvendige kvalitet på jordniveauet.
Som to andre 60-årige englændere gjorde for år tilbage, forvirrer de
meget ved at tage æren for tusinder af cirkler, som de umuligt kunne
have nået at lave. Korncirkler er blevet fundet i bl.a. militært
afspærrede områder og i vildt terræn uden veje (tilfældigt opdaget af
flypiloter).
På deres hjemmesider påstår de, uden dokumentation, at have lavet
bestemte komplicerede cirkler, som senere selvmodsigende udtalelser i
avisartikler viser, at de ikke har lavet. De bruger ofte andres
geometriske tegninger af, hvordan en cirkel må være opstået, som om de
var deres egne planlægningstegninger. Kort sagt, de er uærlige og
bevidst vildledende.
Blandt forskerne er der uenighed om, hvor mange cirkler, der er
menneskeskabte. Skønnet varierer fra 10 pct. til 80 pct. Sagt
anderledes, er næsten alle enige om, at 20 pct. til 90 pct. af
cirklerne er skabt på anden vis. Ud af mindst 5000 verden over indtil
nu, har vi så mindst 1000 ægte tilfælde.
Højtudviklet intelligens
Hvad med vidner? Ud fra ca. 40 bevidnede tilfælde gennem årene hører vi
oftest, at en slags lokal vind eller lystragt kommer oven fra eller
sidelæns fra tværs over marken, at stråene vibrerer intenst, og så
lægger de sig i lynhurtig rækkefølge i deres indbyrdes rigtige
positioner. Fra fem til 20 sekunder for hele processen. Små flyvende
lyskugler i marken er også nævnt og er blevet fotograferet.
Men angående vejr alene som skabelsesårsag (den teoretiske plasma
vortex) - siden ca. 1990 har de imponerende geometriske former udviklet
sig så langt, at vi må indrømme, at matematisk intelligens og
planlægning er nødvendig. Og nogle af cirkelmotiverne er blevet
genkendt som gamle symboler fra verdens forskellige kulturer og
religioner.
Vi kan herfra indse, at der tilsyneladende er en højtudviklet
intelligens bag de involverede, men ukendte naturfænomener.
Hvad, hvor eller hvem den intelligens stammer fra er rent gætværk. 20
års international forskning har ikke afsløret noget nævneværdigt.
Så bortset fra den timelange, svedige menneskelige beskæftigelse med at
lave mangelfulde formationer i kornet, er der mange ægte korncirkler
tilbage, som er et mysterium, vi ikke kan bortforklare. At feje det
hele væk som fup er beroligende, men kræver at man ignorerer fakta.
Billedtekst:
DEN ÆGTE VARE? - Detalje fra en korncirkel i England.Foto: JONAH OHAVY
Alt materiale i Polinfo er omfattet af lov om ophavsret og må ikke kopieres uden særlig tilladelse. En del artikler i Polinfo indeholder links til andre websites. Polinfo påtager sig intet ansvar for, at sådanne links fungerer, eller at de angivne web-adresser er korrekte.
|
|