Menneskeskabte korncirkler

Hvem laver korncirkler?

copyright Karlotto Ernst Lundholm juni 2000
kontaktmanden til Dansk Korn-Cirkel Gruppe

Lad os antage, som nogen gør, at alle korncirkler er lavet af mennesker her på jorden.

Antallet af korncirkler i Sydengland har i starten af 1990'erne været oppe på ca. 500 stykker på et år, udført i juni, juli og august måned. Det vil siger i ca. 12 uger.

Lad os antage, at for at kunne lave de meget store eller halvstore komplicerede korncirkler skal der et hold på 4 mand, og at hvert hold laver een korncirkel pr. uge. Det vil sige, at hvert hold laver ca. 12 korncirkler på en sommer.

Antal hold bliver herefter de 500 korncirkler divideret med 12 = 42 hold, dvs. ca. 170 mennesker skulle i disse sæsoner være beskæftiget med dette arbejde alene i Sydengland.

Det kan på denne baggrund undre, at landmænd, korncirkel-jægere eller almindelige mennesker ikke i højere grad har afsløret eller forstyret disse mange mennesker i deres arbejde. Der loves jo store dusører til de der kan fange eller anmelde korncirkelmagere.

I år 2000 er der heller ikke fanget eller anmeldt korncirkelmagere, til trods for, at der sommernætterne igennem er mange korncirkel-jægere ude og lure, i håbet om at se eller helst filme en korncirkel blive til.

Dette beretter korncirkel-jægere, der i år 2000 vendt hjem fra Sydengland, og de siger, at der trods mange "jægeres" færden og overvågning fra veje og bakketoppe, så kunne der pludseligt om natten blive observeret 2-3 nye korncirkler i det samme område.

Det er virkelig også meget underligt, at der aldrig er taget et luftfotografi af en halv færdig, stor kompliceret korncirkel, som et hold korncirkelmagere har måttet flygte fra, fordi de er blevet jaget væk, eller har følt sig afsløret.

Hvis korncirkler i hele verden er lavet af mennesker - ud over de få mennesker, der står frem, og de få, der er blevet betalt for det - hvem er de så, og hvor er de henne?