copyright Ernst Rasmussen juli 2001
"Dia" betyder "igennem" og henviser hermed til den Græske lyre hvor man fra den dybeste til den højeste (Grækerne selv ville sige: fra den højeste til den dybeste) oktavtoner passerede - bevægede sig "igennem" de intervaltoner som nu var kendt og brugt på den tid (samme 7 talforhold som Gerald Hawkins referer til - d.v.s. 1, 9/8, 5/4, 4/3, 3/2, 5/3, 15/8). Det er naturligvis meget interessant at Hawkins - på en eller anden måde - kan genfinde disse i korncirkelstrukturene - men dermed er man dog kun lige trådt ind over tærsklen til tallenes egen (uhyre større) harmoniske verden, som jeg er temmelig sikker på man først må kunne bevæge sig hjemmevant i inden man skal gøre noget håb om virkelig at kunne sige noget afgørende om cirkelmønstrene. Allerede Pythagoras vidste at godt nok er øret det organ der sætter os på sporet af disse - bogstavelig talt - universelle lovmæssigheder. Men man kan bestemt ikke stole på øret hvis man blot vil trænge lidt længere frem - her råder tallenes egne harmoniske lovmæssigheder - og hvem kender noget til dem??
Freddy Silva forsøger nu at bringe noget symbolsk ind i disse diatoniske talforhold (som han reelt ikke aner hvad han skal stille op med) ved at henvise til Bach's brug af sit eget navn i den sidste store quadruble fuga i Kunst der Fuge, og desuden ved indførelsen af en såkaldt "Boethian scale". Men på denne måde kommer der noget helt misvisende og forkert ind i billedet. I de yderst få tilfælde hvor det er sket, at en komponist har interesseret sig for kombinationen af tonernes bogstavnavne og deres relation til de ord der evt. kunne komme ud af dette, er det ikke muligt at se nogen dybere symbolsk i dette. Og m.h.t. den anden sag - at fortsætte alfabets bogstaver ud over de 7 kendte tonenavne - så kunne dette have en vis praktisk betydning såfremt bogstaverne blev anvendt til nye toner indenfor oktavensrammer. Men i dette tilfælde - hvor de strækker sig op i de følgende oktaver - hvor ethvert barn ved at man blot finder gentagelser af de samme toner (jvf. blot det tangentbillede som Hawkins selv stiller op) er det naturligvis fuldstændigt ulogisk og meningsløst at gøre sådan noget. At man så yderligere anvender dette til at udlede forbogstaverne på de første præsidenter for Society for Psychical Research, som forslået åbenbart af R. Thouless, en af selvsamme foreningens senere presidenter - gør hele sagen grotesk! Internettet er fyldt med den slags talmystik og talmanipulation hvor dygtige "krydsordingeniører" kan få alt til at passe (tænk blot på de omfattende "Bibel-code" diskussioner og "tydninger" af Phi-discimalerne).